Fem personer sigtet for at have kastet med molotovcocktail


    Arkivfoto


    Fem personer er blevet sigtet for forsøg på brandstiftelse i Slemstrup ved Aars. De har søndag ved et grundlovsforhør fået opretholdt deres anholdelse i tre gange 24 timer.

    Det fortæller anklager Søren Riis ved Nordjyllands Politi.

    De sigtede er tre mænd på 18, 24 og 26 år og to drenge på 16 og 17 år. Alle fem nægter sig skyldige.

    Det var lørdag aften, at gruppen forsøgte at tænde ild til en ejendom. Politiet fik anmeldelsen klokken 19.28.

    Det skete ved, at de kastede en molotovcocktail ind i ejendommen, fortæller anklageren.

    Men det lykkedes ikke gruppen at få ild i huset, og derfor lyder sigtelsen også på forsøg for brandstiftelse.

    Søndag blev de fem fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre ved Retten i Hjørring, hvor de fik opretholdt anholdelsen.

    /ritzau/