Arkivfoto
En dreng på 15 år er blevet anholdt for voldtægt, røveri, vold og andre lovovertrædelser, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
En dommer i Herning skal fredag afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle drengen. Retsmødet finder sted sidst på formiddagen.
Den 15-årige blev anholdt i en stjålen bil natten til fredag. Trods sin alder sad han ved rattet i bilen, der er meldt stjålet i Aalborg, skriver aoh.dk.
I mange tilfælde skal den unge have bevæget sig over lovens streger. Blandt de groveste forhold er et tilfælde af voldtægt i juli, ligesom han sigtes for at have begået et gaderøveri i Vildbjerg i maj, oplyser aoh.dk.
/ritzau/