Bilister slipper for p-afgift i sag om skilteforvirring


Arkivfoto


Tre bilister, der har fået parkeringsbøder i Vejle, slipper for at betale de tre gange 750 kroner.

Vestre Landsret har i en principiel dom fastslået, at de selskaber, der administrerer parkeringspladserne, skal skilte tydeligt og entydigt med, hvilke regler der gælder for den enkelt p-plads.

Reinholts Plads, der ligger ved banegården i Vejle, fremstår som en parkeringsplads, men er opdelt i to områder.

Det ene område er offentligt. Her må man kun parkere, hvis man har købt en parkeringsbillet, mens man i det andet område, der er privatejet, kun må parkere, hvis man har indløst et parkeringsbevis.

De tre bilister havde taget fejl af de to områder og fik pålagt p-afgifterne på hver 750 kroner. De gik alle tre til domstolene. De blev dømt i byretten.

De fik Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke sagerne, og nu har Vestre Landsret kigget på dem samlet.

Landsretten siger, at Reinholts Plads set udefra fremstår som et område. Det stiller skærpede krav til skiltningen og markeringen af, om der skal bruges p-billet eller p-bevis på den enkelte p-plads.

Det er efter landsrettens mening ikke nok, at de skilte, der fortæller, at der skal bruges p-billet, er sorte, mens de hvide skilte fortæller, at der er tale om et privat område, hvor man skal have p-bevis.

Landsretten tilføjer, at en bilist for at forstå skiltningen skal vide, at der er forskel på en p-billet og et p-bevis.

Desuden mener retten, at der heller ikke på de enkelte pladser eller på billetautomaterne var angivet, hvad forskellen er, og hvortil de to typer billetter gælder.

Så landsretten mener efter en samlet vurdering, at skiltningen ikke er så tydelig, at de tre bilister kan pålægges en p-afgift.

/ritzau/