Arkivfoto
Fem personer er mandag kommet til skade ved en trafikulykke på Gedser Landevej på Falster.
Ingen af de tilskadekomne skulle være i livsfare.
Ulykken skete, da en personbil kom over i den forkerte kørebane.
– Her rammer den en minibus eller en større personbil. Også en anden bil bliver ramt, fortæller vagtchef Jens Frederiksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Politi, ambulancer og en helikopter blev sendt til ulykkesstedet.
Fire personer blev bragt til sygehusene i Nykøbing Falster og Køge i ambulancer, der kørte uden udrykning.
En mand blev fløjet i helikopter til Rigshospitalet. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at han er kommet alvorligt til skade.
– Det kan der være flere forklaringer på. Det kan for eksempel være hensigtsmæssigt at fordele de tilskadekomne på flere traumecentre, forklarer vagtchefen.
I forbindelse med ulykken blev Gedser Landevej afspærret mellem Præstestrædet og Tangentvej.
– Vi arbejder på højtryk for at blive færdige derude, og jeg forventer, at vejen snart kan åbnes igen, siger Jens Frederiksen kort før klokken 19.
/ritzau/