ESBØNDERUP: En 15-årig dreng så lørdag sit snit til at snuppe bilnøglerne til forældrenes bil, og så gik det ellers derudad med den 12-årige lillebror som passager. Køreturen endte i en voldsom ulykke.
De to knægte begge med mellemøstlig baggrund slap med livet i behold, men det var mere held end forstand at det ikke gik værre.
Præcist hvor lang køretur drengene fik er ukendt, men lørdag ved middagstid gik det grumme galt på Østvej i Esbønderup da den 15-årige dreng mistede kontrollen over familiens bil.
Bilen er formentlig kommet i slinger, og endte med at skride ud på Østvej hvor den først kolliderede med et mindre vejtræ og derefter fortsatte udover en 2 – 2½ meter høj skrænt. Bilen landede på siden, og blev totalskadet ved ulykken.
Den 12-årige lillebror havde siddet på passagersædet uden sikkerhedssele, men både han og hans 15-årige storebror slap begge med livet i behold og ifølge familien selv med småskrammer og knubs.
Drengenes familie kom til uheldsstedet mens Politirapporten.nu var på stedet, og familien udtrykte stor taknemmelighed overfor det redningsarbejde der var gjort på stedet. Ingen i familien kunne meget dansk, men med få danske ord og fagter fik familien forklaret deres føleser på stedet.
Drengenes far forklarede på samme vis at drengene havde snuppet nøglen til bilen i hjemmet og var kørt afsted i familiens bil, faderen gjorde det helt klart at drengenes opførsel var fuldstændig uacceptabel og han var ked af hele episoden.
Hvilke konsekvenser køreturen nu får for den 15-årige dreng er uklart pt. Ifølge Nordsjællands Politi var bilens fører 14 år gammel, men familien selv på uheldsstedet oplyste at drengene var 15 og 12 år, og at det var den 15-årige som havde kørt bilen.