RUNGSTED: I tirsdags klokken 21.10 blev 7-Eleven på Rungsted Kyst Station udsat for et groft væbnet røveri, da tre mænd med pistol og to knive truede sig til et mindre kontantbeløb og cigaretter. De mænd vil politiet meget gerne have fat i, og frigiver nogle billeder fra røveriet og beder om hjælp til at få dem identificeret.
De tre gerningsmænd ankom til 7-Eleven fra perron 3, efter røveriet løb de væk over golfbanerne ved Rungsted Golfklub og videre i ukendt retning.
Nordsjællands Politi håber at gerningsmændenes tøj med de markante farver kan bidrage til at få dem genkendt, men ellers beskrives røverne ret så præcist.
Signalementet på de tre gerningsmænd lyder således:
A: Mand, 18-25 år, 170 cm høj
Kropsbygning: Almindelig
Talte: Dansk med accent
Iført: Sort hættetrøje, kasket, sort maske, grå handsker, lyse bukser, sorte kondisko med hvide såler
Medbragte: Rygsæk med lilla og hvide striber. Desuden var han bevæbnet med en pistol
B: Mand, 18-25 år, 170 cm høj
Kropsbygning: Almindelig
Talte: Dansk med accent
Iført: Rød/bordeaux hættetrøje med hvid lynlås og hvide snore i hætten, sort/hvid maske, røde/hvide handsker, sorte bukser og sorte sko med hvide såler.
Medbragte: Sort sportstaske. Desuden var han bevæbnet med en kniv.
C: Mand, 18-25 år, 170 cm høj
Kropsbygning: Spinkel
Talte: Dansk med accent
Iført: Grøn hættetrøje med sort tryk på brystet, sort maske, sorte handsker, lyse bukser, grå kondisko. Desuden var han bevæbnet med en kniv.
Bemærk i øvrigt B og C’s hættetrøjer, der er særligt iøjenfaldende.
Politiet hører gerne fra vidner på telefon 114, hvis man har set nogen, der kunne passe på de tre signalementer både før og efter gerningstidspunktet.