Arkivfoto
Østjyllands Politi har anholdt en 21-årig kvinde og en 29-årig mand for drabsforsøg. Det sker, efter at de angiveligt overfaldt en 39-årig mand i den centrale del af Aarhus onsdag aften.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Stig Heidemann tidligt torsdag morgen.
Overfaldet fandt sted på Klostertorvet, hvor de overfaldt manden med en kniv og en flaske. Politiet vurderer, at der er tale om et opgør i misbrugsmiljøet.
– Manden får en dyb flænge i halsen og en flænge i baghovedet i forbindelse med overfaldet, så vi vurderer, at der er tale om drabsforsøg, fortæller vagtchef Stig Heidemann.
– Alle tre involverede er i forvejen kendt af politiet som en del af misbrugsmiljøet i Aarhus, tilføjer han.
Den 39-årige mand blev efterfølgende kørt på hospitalet, hvor han er blevet behandlet for sine skader.
De to anholdte vil i løbet af torsdagen blive fremstillet i grundlovsforhør.
/ritzau/