Arkivfoto
En 17-årig dreng har meldt sig selv til politiet, efter han hørte om en voldtægtsanmeldelse på Nibe Festival.
Drengen har angiveligt koblet sig selv sammen med hændelsen. Det er sket, da han hørte om voldtægten i medierne, skriver TV2 Nord.
Ifølge tv-stationen erkender drengen, at han har haft sex med pigen, men benægter, at der er tale om en voldtægt.
Drengen er blevet afhørt og sigtet af politiet, der dog valgte at sende ham hjem igen efterfølgende.
Pigen, der anmeldte voldtægten, er ligeledes 17 år. Politiet modtog anmeldelsen tidligt lørdag morgen. Episoden skal være foregået ved festivalens tilhørende teltområde.
Nibe Festival begyndte onsdag og sluttede lørdag aften. Ifølge musikfestivalens hjemmeside har festivalen 15.000 deltagere hver dag og omkring 6500 overnattende gæster.
Samtidig med festivalen i det nordjyske har der været festival i Roskilde. Her er der blevet anmeldt seks voldtægter.
/ritzau/