(Foto: Frederiksborg Brand & Redning)
SLANGERUP: Det var formentlig uopmærksomhed, der var skyld i et særdeles alvorligt færdselsuheld på Hørup Skovvej, fredag morgen kl. 06.06, hvor en vagtbil og en personbil kolliderede frontalt. Mandskab fra Frederiksborg Brand & Redning var hurtigt fremme på stedet.
En 21-årig mand fra Allerød, som kørte ad Hørup Skovvej i vestlig retning, kørte over i den modsatte vognbane og ramte frontalt ind i en modkørende 61-årig mand fra Jægerspris.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Udover mandskabet fra brandstationen i Slangerup blev der også afsendt mandskab fra brandstationen i Frederikssund for at assistere med frigørelsen, som var vanskeliggjort af den 21-årige mands meget deformerede varevogn.
Ulykken var så voldsom, at den 21-årige mand sad fysisk fastklemt i sin vagtbil, han måtte frigøres ved kæderedning hvor bilen først blev klippet op og trukket fra hinanden af brandkøretøjerne.
Den 21-årige blev herefter fløjet til behandling på Rigshospitalets traumecenter, mens den 61-årige kom til behandling på Hillerød Hospitals skadestue.
– Til oprydning af vejbanen fik vi assistance fra en yderst hjælpsom og velvillig feje/spulevogn, der holdt i køen, hvilket forkortede indsatsen med oprydning af olie og vragdele betydeligt, oplyser Frederiksborg Brand & Redning
I forbindelse med rednings- og oprydningsarbejdet var vejen spærret indtil omkring 9-tiden, oplyser Nordsjællands Politi.