Bandefolk dømt i sag om skuddrab


Den 16. juni 2016 på Peter Bangs Vej fandt der en skudveksling sted mellem bandegrupperingerne Black Jackets og Gremium, hvor der blev affyret i alt 15 skud fra tre personer, der befandt sig i to forskellige biler – nu er der faldet dom i sagen.

Under skudvekslingen blev der affyret flere skud fra begge grupperinger, og en person fra bandegrupperingen Black Jackets afgik ved døden. Anklagemyndigheden rejste den 2. december 2016 tiltale mod to personer på henholdsvis 17 og 22 år for drabsforsøg og en 30 årig blev både tiltalt for drabsforsøg og for drab.

Den 22-årige tiltalte flygtede til udlandet umiddelbart efter skudepisoden, og han er derfor blevet udskilt fra sagen.

Retten på Frederiksberg har i dag idømt den 17-årige seks års fængsel for fire drabsforsøg mod den 30-årige og hans gruppering.

Retten lagde i den forbindelse til grund, at det første skud under skudvekslingen blev affyret fra den bil, hvor den 17-årige befandt sig med afdøde og den 22-årige, og at de forud for skudvekslingen kørte bevæbnede og maskerede rundt med den hensigt at angribe den 30-årige, hvis de fik mulighed for det.

Retten frifandt samtidig den 30-årige for drab og drabsforsøg på grund af nødværge. Retten lagde i den forbindelse til grund, at Black Jackets grupperingen affyrede det første skud under skudvekslingen, og at skuddet ramte i bilen umiddelbart ved det sted, hvor den 30-årige sad.

Derfor handlede den 30-årige i lovlig nødværge, da han skød igen og i den forbindelse ramte og dræbte den 25-årige. Den 30-årige blev idømt 4 års fængsel blandt andet for at have været i besiddelse af en pistol og for grov vold.