Familiemedlemmer fængslet for at ville dræbe 18-årig


    Arkivfoto.


    To mænd og en kvinde er fredag blevet varetægtsfængslet efter et retsmøde ved Retten i Viborg for at ville slå en 18-årig kvinde ihjel.

    Forud for drabsforsøget blev kvinden gennem længere tid ifølge sigtelsen holdt fanget i en af de sigtedes lejligheder.

    Efterforskningsleder Christian Toftemark oplyser, at de sigtede har familiemæssige relationer, og at de stammer fra Syrien. Endnu en mand er sigtet i sagen, men han blev løsladt efter retsmødet.

    De to mænd og kvinden blev anholdt torsdag morgen klokken 8.02, og den fjerde blev anholdt over middag på Sjælland.

    – Frihedsberøvelsen og drabsforsøget er sket umiddelbart op til anholdelsen, siger Christian Toftemark.

    Af hensyn til politiets videre efterforskning ønsker han på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.

    Af samme grund bestemte dommeren under retsmødet også, at lukke dørene, så de nærmere oplysninger om sagen ikke kommer offentligt frem.

    Ifølge Viborg Stifts Folkeblad er en af de sigtede, en 32-årig mand, mistænkt for at have udsat kvinden for vold. Det skulle være sket, mens hun blev tilbageholdt i lejligheden.

    Her blev hun ifølge sigtelsen både slået med knytnæve i ansigtet og rykket i håret.

    Torsdag morgen troppede en 42-årig mand og den sigtede kvinde så op i lejligheden, hvor de skulle have forsøgt at tvinge den 18-årige ind i den 42-åriges bil.

    Kvinden blev desuden frataget både sin pung og sit pas under forløbet.

    Christian Toftemark fortæller, at politiet har gang i en intens efterforskning. Men af samme grund er villigheden til at bidrage med yderligere oplysninger altså for nuværende sparsom.

    /ritzau/