Arkivfoto. Den hidtidige rekord blev holdt af en britisk snigskytte, som dræbte en Talibankriger i Afghanistan i 2009 på 2,5 kilometers afstand. Foto: Foto: U.S. Navy
En skarpskytte fra det canadiske militær har skudt og dræbt en kriger fra Islamisk Stat (IS) fra en afstand på 3,54 kilometer.
Det tog kuglen næsten ti sekunder at nå frem til sit mål.
Det oplyser kilder i det canadiske militær til Toronto Globe and Mail.
Ifølge avisen har en snigskytte aldrig før sendt en dræbende kugle afsted fra så lang en afstand.
Den hidtidige rekord havde en britisk snigskytte, som i 2009 i Afghanistan dræbte en Taliban-kriger fra næsten 2,5 kilometers afstand.
Den uidentificerede canadiske skytte, der er del af enheden Joint Force 2, ramte IS-krigeren fra en forhøjet position.
Hændelsen fandt sted i Irak i maj.
Canadas militær bekræfter oplysningerne over for britiske BBC.
Snigskytten arbejdede sammen med en observatør, som hjælper med spotte mål.
– Det pågældende skud forstyrrede faktisk et angreb fra Daesh (andet ord for IS, red.) på irakiske sikkerhedsstyrker, siger en militærkilde til den canadiske avis.
– I stedet for at kaste en bombe, som muligvis kunne dræbe civile i området, så er det en meget præcis anvendelse af magt, og fordi det var fra så lang en afstand, havde de onde fyre ingen anelse om, hvad der skete, siger kilden om skuddet.
Skuddet er optaget på video, og den oplyste afstand er derfor helt præcis og ikke udtryk for et skøn, understreger kilden.
/ritzau/