Narkobaronen “El Chapo” vil sagsøge Netflix for bagvaskelse


    Foto brugt til efterlystning af narkobaronen Joaquin “El Chapo” Guzman.


    Den mexicanske narkobaron Joaquin “El Chapo” Guzman vil sagsøge produktionsselskaberne Netflix og Univision for bagvaskelse.

    Det oplyser en af hans advokater torsdag.

    Serien “El Chapo” havde premiere i april og portrætterer Guzman som en skruppelløs forbryder. Den skader hans ry og rygte, inden han skal forsvare sig ved en føderal domstol i USA næste år, mener advokat Jose Refugio Rodriguez.

    – Der sker ting i serien, som ikke stemmer overens med virkeligheden. Det er en alvorlig krænkelse af Guzmans ret til at blive betragtet som uskyldig, indtil andet er bevist, siger Refugio til den mexicanske radiostation Formula.

    Joaquin Guzman er anklaget for at have stået i spidsen for et af verdens største narkoimperier.

    Han har tidligere truet med at sagsøge Netflix på grund af serien. Det har dog ikke forhindret selskabet i at udgive den.

    Guzmans advokat siger, at han endnu ikke har haft mulighed for at diskutere søgsmålet med sin klient, da klienten befinder sig i en isolationscelle i New York.

    60-årige “El Chapo” bliver repræsenteret af to offentlige forsvarer under den kommende retssag. Det skyldes, at de amerikanske myndigheder har afvist at lade ham repræsentere af hans mexicanske hold af forsvarere.

    “El Chapo”, der var leder af Sinaloa-kartellet, sidder isolationsfængslet, efter at han to gange har formået at undslippe fængsler i Mexico.

    Han blev senest anholdt i 2016 efter en stor og intensiv menneskejagt.

    /ritzau/AFP