Region Hovedstaden politianmelder ansat for svindel


Region Hovedstaden har politianmeldt en af sine ansatte. Regionen mistænker personen for at have overført 600.000 kroner til private konti. Det skal være sket i forbindelse med betaling af regionens leverandører.

Det skriver BT.

Det fremgår af en orientering, hvis indhold BT bekendt er med, til politikerne i regionsrådet 8. juni.

“Uregelmæssige” overførsler blev opdaget i forbindelse med regionens kontrol af udbetalinger, fremgår det af orienteringen.

Den ansattes adgang til økonomisystemet og regionens bankkonti blev derfor kort efter ifølge avisen blokeret.

Det fremgår samtidig, at der er taget “personalemæssige konsekvenser”.

– Region Hovedstaden har anmeldt forholdet til politiet, og regionen finder ikke på nuværende tidspunkt at kunne besvare de fremsendte spørgsmål, som alle skønnes at relatere sig til den konkrete sag, skriver regionen i en mail til BT.

/ritzau/