Arkivfoto
Anklagemyndigheden hos Nordsjællands Politi vil have en 20-årig mand fra Hundested varetægtsfængslet for at udsætte andres liv for fare i Hundested søndag eftermiddag.
Det oplyser anklager Anders Trøck-Nielsen, Nordsjællands Politi.
Episoden skete på Lille Karlsmindevej, hvor manden truede fire unge og kørte op på fortovet med retning mod dem på en firehjulet, terrængående ATV.
Bagefter havde han råbt trusler mod gruppen på fortovet. De fire unge slap uskadt.
Politiet fik anmeldelsen kort før klokken 15.30 søndag, og ved 19.30-tiden anholdt politiet den 20-årige.
Den unge mand er blevet sigtet for trusler og for at udsætte andres liv og førlighed for fare.
Anklagemyndigheden vil i et grundlovsforhør mandag eftermiddag i Retten i Hillerød bede om at få ham varetægtsfængslet for at forhindre ham i at gøre det igen.
Manden er desuden sigtet for at have stjålet ATV’en, oplyser Anders Trøck-Nielsen. Han er yderligere sigtet for at køre uden kørekort.
/ritzau/