Arkivfoto
En 16-årig dreng blev kort efter midnat torsdag bragt til hospitalet efter at være blevet stukket med en kniv i ryggen i Mjølnerparken i København.
Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen kort efter klokken tre natten til torsdag.
Politiet fik anmeldelsen klokken 00.14.
– Vi får en anmeldelse om, at en person er blevet stukket med en kniv i Mjølnerparken. Da vi kommer derned, får vi fat på en ung mand på 16 år, der har et mindre knivstik i venstre side af ryggen, siger efterforskningslederen.
– Vi træffer også nogle andre personer dernede, men de er ikke særlig meddelsomme, siger han.
Den 16-årige blev bragt på hospitalet, men et par timer senere er han lappet sammen igen.
– Knivstik er altid potentielt farlige, men nogle er farligere end andre, siger Kenneth Jensen, der tilføjer, at drengens forældre er underrettet.
Den 16-årige dreng bor i Mjølnerparken.
– Han har ikke nogen relationer til bandemiljøet, så det er ikke der, pilen peger hen.
– Han vil ikke rigtigt sige andet, end at han blev stukket ned bagfra, så nu håber vi, at overvågningen i området kan hjælpe os, siger Kenneth Jensen.
Mjølnerparken er et alment boligbyggeri, der ligger på det ydre Nørrebro i København.
/ritzau/