Europa slås med nye stoffer flere gange stærkere end heroin


Syntetisk narkolaboratorium.


Stofferne bliver stadigt mere komplekse og stærke i Europa, advarer EU’s narkoagentur, der tirsdag offentliggør sin årsrapport i Lissabon.

De mest almindelige stoffer er fortsat kokain, MDMA (ecstasy i tabletform) og amfetamin. Men de senere år er en række komplekse og syntetiske stoffer kommet til, der er sværere for myndighederne at opdage.

En tendens, som man i følge Dimitris Avramopoulos, EU-kommissær for migration, indre anliggender og medborgerskab, skal være bekymret over.

– Jeg er særlig bekymret over, at unge udsættes for mange nye og farlige stoffer.

– I Europa i perioden 2009-2016 er der således allerede fundet 25 meget stærke syntetiske opioider, hvoraf der kun skal små mængder til for at producere mange tusinde doser. Det gør dem til en stigende trussel mod sundheden, siger han i en pressemeddelelse.

Syntetiske opioider er stoffer, der efterligner virkningerne af heroin og morfin.

Selv om de udgør en lille andel af markedet, indberettes flere og flere af disse stoffer og de skader, de forårsager – herunder forgiftninger og dødsfald.

I alt 25 nye syntetiske opioider blev fundet i Europa fra 2009 til 2016. Heraf var 18 fentanyler, der er et særligt stærkt stof, der kan være flere gange stærkere end heroin.

Da der kun skal bruges små mængder til at fremstille tusinder af doser af de syntetiske opioider, er de lette at skjule og transportere.

De findes i forskellige former – primært pulver, tabletter og kapsler – og nu også i væskeform eller solgt som næsespray, lyder det i rapporten.

Sammenlignet med årsrapporten fra sidste år, er der kommet en smule færre af de nye stoffer til. Men direktør for det europæiske narkoagentur, Alexis Goosdeel, er forsigtig med optimismen.

– Vi kan se, at salget af disse stoffer bliver mere hemmeligt, idet transaktionerne oftere foregår online eller på markedet for ulovlige stoffer.

– Vi har på det seneste kunnet konstatere, at der er dukket meget stærke stoffer op, som er blevet knyttet til dødsfald og alvorlige forgiftninger, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/