Bisværm dræber 70-årig nordmand


    Arkivfoto


    En 70-årig nordmand er død, efter at han blev overfaldet af en bisværm under en gåtur i Mijas på Costa del Sol i Spanien.

    Det skriver den lokale norsksprogede avis Spania-Avisen.

    Nordmanden boede i Spanien. Han blev fundet død torsdag ved Riviera del Sol af en tilfældig forbipasserende, som var ude og lufte hund, oplyser politiet.

    Han blev fundet med sin skjorte over hovet. Han havde tilsyneladende forsøgt at beskytte sig mod de rasende bier. Han havde bistik over hele kroppen.

    Meget tyder på, at han var kommet for tæt på nogle bistader 400 meter fra, hvor han blev fundet død. Der ligger 150 bistader på samme sted.

    Normalt er der opsat advarselsskilte om bierne, men det er ikke oplyst, om det var tilfældet her.

    – De kan have været mere aggressive, eftersom honningen lige var hentet, og fordi han passerede for tæt på og lavede støj, da han hørte deres summen, fortæller en biavler til avisen Sur.

    En talsmand for de norske biavlere, Ingar Tallakstad, siger til NRK, at det er sjældent, at bier går til angreb.

    – Almindelige honningbier skal ikke være så aggressive, at de uden videre angriber, siger han. Men hvis den spanske biavler har været for hårdhændet, da han høstede honningen, så kan de være blevet rasende, siger han.

    /ritzau/