Google køber grunde i Fredericia til muligt datacenter


Arkivfoto


Google har brugt 65 millioner kroner på at købe grunde i Fredericia. Der er ingen planer med grundene på nuværende tidspunkt, men it-giganten vil sikre, at den kan bygge flere datacentre i Europa.

Det skriver Information.

Ifølge avisen har it-giganten købt grunde i industriområdet Prinsessens Kvarter, der ligger uden for Fredericia. Google bekræfter købet over for avisen og senere i en mail til Ritzau:

– Vi har købt en 73,2 hektar stor grund i Fredericia. På nuværende tidspunkt har vi ikke planer om at bruge grunden, men vi vil sikre os muligheden for at ekspandere vores datacentre i Europa, hvis vores arbejde kræver det.

– Vi forventer dog ikke at tage nogen beslutninger i den nærmeste fremtid, lyder det fra it-giganten.

Området i Fredericia har længe været i mediernes søgelys, da virksomheden Dapsi International ApS har opkøbt grunde i området. Virksomheden hører ifølge Information i sidste ende under Googles moderselskab, Alphabet.

Både Facebook og Apple har datacentre på vej på dansk jord. Facebook ventes at have et datacenter klar i Odense i 2020, og Apple har et på vej i Viborg.

Datacentrene kan dog få negative konsekvenser for klimaet. Regeringen erkendte i januar over for Information, at datacentrene vil øge CO2-udledningen.

Det skyldes, at “vores elproduktion endnu ikke er fuldstændig grøn,” skrev klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) dengang i en mail til avisen.

Ministeren er dog glad for, at endnu en it-gigant viser interesse for Danmark.

– Det er meget positivt, for det viser, at Danmark er et gunstigt land at investere i, i forhold til datacentre. Vi har i forvejen fået etableret to datacentre, siger Lars Christian Lilleholt til Ritzau og tilføjer:

– Vi skal bare vælge at glæde os over, at de vælger at placere sig i Danmark, hvor der er masser af grøn el, og der bliver mere grøn energi i fremtiden.

/ritzau/