Fynbo får seks års fængsel for drabsforsøg på ekskæreste


    Arkivfoto


    En 42-årig mand er torsdag ved Østre Landsret idømt seks års fængsel for drabsforsøg på sin ekskæreste.

    Det er en stadfæstelse af afgørelsen ved Retten i Odense fra november sidste år.

    – Dit hjerte skal dø. Ingen andre skal have dig.

    Sådan skal Mike Andreassen have sagt, da han en novembernat i 2015 opsøgte sin ekskæreste i hendes hjem.

    Han har tidligere erkendt, at han har stukket kvinden med en kniv, men han påstod, at det var i nødværge. Byrettens dom blev anket på stedet.

    Forklaringen lød, at Mike Andreassen opsøgte sin ekskæreste for at konfrontere hende med rygter om, at han skulle være pædofil. Han mente, at det var hende, der havde spredt de rygter.

    Hun tog en kniv frem fra dynen, hvor hun lå. De kæmpede om den, påstår han, og på den måde kom hun til skade.

    Byretten valgte dog at lægge vægt på kvindens forklaring. Det samme gjorde landsretten angiveligt.

    Ekskæresten har fortalt, at hun lå og sov, da hun vågnede ved, at Mike Andreassen tog fat om hendes hals og stak hende i ryggen.

    Hun forsøgte at berolige han. Da han gik ud i køkkenet, ringede hun til 112.

    Mike Andreassen kom dog tilbage med en køkkenkniv og stak hende tre gange i brystet, lyder det. Imens skal han have sagt, at hun skulle dø.

    Kvinden lod som om, hun var død. Da Mike Andreassen gik ud af soveværelset, flygtede hun ud af husets bagdør.

    Kvinden var i livsfare efter stikkene, mens Mike Andreassen fik et snitsår på højre tommelfinger.

    /ritzau/