Motorcyklist døde formentlig under kørslen


ODENSE: En motorcyklist blev fundet livløs på Eddavej, lørdag eftermiddag, og et stykke fra ham lå hans motorcykel væltet. Redningsfolk var hurtigt fremme, men den 45-årige mands liv var ikke til at redde.

Ulykken blev anmeldt til 1-1-2 kl. 15.06, til at begynde med lod det til at være en alvorlig motorcykelulykke med dødelig udgang og politiet fik bla. tilkaldt teknikere og en bilinspektør til stedet.

Ulykken blev opdaget af forbipasserende som fandt den 45-årige liggende på jorden, og straks slog alarm ligesom der også blev iværksat førstehjælp indtil redningsfolkene nåede frem.

Efterfølgende tyder alt nu på at der ikke er sket en trafikulykke som sådan, det formodes umiddelbart at den 45-årige motorcyklist er kollapset og sunket død sammen på sin motorcykel under kørslen.

– En bilinspektør har undersøgt omstændighederne og har konstateret, at manden er kørt med lav hastighed. Siden er han forulykket uden indvirkning fra andre. Det er vores teori, at han har fået et ildebefindende og måske allerede er død, mens han kørte. Det er så samtidig årsag til, at han forulykkede, siger Søren Frederiksen til Ekstra Bladet.

For at udelukke enhver tvivl har Fyns Politi bestilt et ligsyn i næste uge.

Mandens pårørende er blevet underrettet om den tragiske ulykke.