BIRKERØD: Nordsjællands Politi efterforsker lige nu det, der bliver kategoriseret som et “mistænkeligt dødsfald” efter der onsdag formiddag blev fundet en død mand i en lejlighed på Hestkøblund.
Nordsjællands Politi kender endnu ikke årsagen til dødsfaldet, men teknikere undersøgte onsdag stedet for at sikre alle spor såfremt der skulle være tale om en forbrydelse – det mest besynderlige ved sagen er dog at den afdøde tilsyneladende har ligget død i op mod en måned.
Det bekræfter vagtchef Jesper Hansen, Nordsjællands Politi, over for Newsbreak.dk.
Politiet blev tilkaldt kl. 11.27, og kort efter rykkede teknikere og efterforskere ud til stedet som var blevet afspærret.
I lejligheden blev der fundet en sodsvedet gryde på et komfur, hvilken rolle denne gryde spiller er noget som nu undersøges. Det var dog tydeligt at der havde været en form for røgudvikling i lejligheden, idet ruderne var sodsværtede – men om dette er sket før eller efter beboeren er afgået ved døden er bla. det som undersøges.
Der skal en obduktion af liget til før en mulig dødsårsag kan fastslås, der blev afholdt ligsyn på stedet inden liget blev fjernet fra adressen.