To unge mænd mister herredømmet over bil og kører i grøft


    Arkivfoto


    To mænd på 22 og 31 år er indlagt på sygehuset i Esbjerg, efter at de onsdag aften forulykkede i en bil på Hviding Kirkevej syd for Ribe.

    Den ene af mændene meldes svært tilskadekommen, mens den anden er sluppet med mindre skader.

    Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann.

    Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 20.48.

    – De to mænd kommer kørende på Hviding Kirkevej i vestlig retning. Da de kører ind i en kurve, mister føreren herredømmet over bilen og kører i grøften i den modsatte side af vejen. Bilen ruller rundt, før den lander på venstre side, siger vagtchefen.

    De to mænd, der er fra henholdsvis Tørring og Ribe, blev bragt til sygehuset i Esbjerg.

    – Der blev rekvireret en helikopter til stedet, men man fandt det ikke nødvendigt at bruge den, siger Ole Aamann.

    Ifølge politiet er der tale om, at bilisten har kørt for stærkt i forhold til vejens beskaffenhed.

    En bilinspektør har desuden været på stedet for at undersøge årsagen til ulykken nærmere.

    /ritzau/