Mand fundet dræbt på campingplads


VEJERS: På en campingplads i Vejers er der onsdag fundet en dræbt og en hårdt såret, det meddeler Syd- og Sønderjyllands Politi. De to personer, hvoraf den dræbte er en mand, er fundet på Stjerne Camping på Vejers Havvej.

En mand er fundet dræbt på campingpladsen og en person, hvis tilstand er kritisk, er fløjet med helikopter til behandling på Odense Universitetshospital.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet efterforsker sagen som en forbrydelse, og en person er anholdt i sagen.

Politiet kan af hensyn til efterforskningen ikke udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt, og det er således ikke kendt pt. hvordan den dræbte er kommet af dage – men det er tilsyneladende sket på brutal vis.

– Jeg kan ikke sige så meget, men vi er blevet kaldt ud til nogle mennesker, der ligger i en blodpøl, siger politikommissær Torben Kloster fra lokalpolitiet i Varde til Ritzau.