Tysk politi optrevler tyvebande med 500 medlemmer


    Arkivfoto


    Mange af tyvebandens medlemmer var unge kvinder. De havde ikke andet valg end at deltage i mange forbrydelser.

    Det siger politiet i München ifølge BBC.

    Netværket havde over 500 medlemmer spredt over Europa. Efter optrevlingen anslår de tyske myndigheder, at banden kan have udført en femtedel af alle indbrud i Tyskland.

    Politiet sammenligner banden med en blæksprutte. Dens tentakler (fangarme) rækker over hele Europa. Medlemmerne var alle forbundet. Enten familiemæssigt eller gennem ægteskaber.

    Efterforskningen af banden kom i gang, da tre kvinder blev pågrebet under et indbrud i januar 2016 i en ejendom i München. Det har ført til flere anholdte i Kroatien og Spanien – og i Tyskland.

    Reinhold Bergmann er politikommissær med organiserede indbrud som hovedområde. Han siger til journalister, at banden kan have snesevis af andre aktive fangarme i Belgien, Frankrig og Italien.

    De tre unge kvinder vakte politiets interesse, da de blev pågrebet i München. De lavede indbrud meget hurtigt og dygtigt i München og omegn.

    De påstod, at de var teenagere. Men politiet afslørede deres falske id-papirer. De samarbejdede med en større bande fra Kroatien.

    Politiet har anholdt 20 andre unge kvinder i München. Myndighederne så dem som “arbejdsbier”. To “mellemledere” blev også anholdt i det vestlige Tyskland samt to ledere fra Kroatien. Der er også anholdte i Spanien.

    Politiet siger, at banden er ekstremt hierarkisk.

    Bergmann siger, at gruppen brugte unge kvinder til indbrud. De var diskrete og kun lettere undgå fængsel.

    – De havde ikke andet valg end at deltage, siger Bergmann.

    Politiet har fundet bandens formodede ledere i luksusvillaer i Zagreb. Kroatisk politi har beslaglagt smykker, andre værdier og et stort beløb i euro.

    /ritzau/