Ombudsmanden vil undersøge voldsom hjemsendelse


Arkivfoto


Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, har besluttet at gå ind i en sag om en kritiseret tvangshjemsendelse af 16 afviste afghanske asylansøgere.

Det skriver Radio24syv.

De afviste asylansøgere blev med tvang fløjet fra Danmark til den afghanske hovedstad, Kabul.

Her endte to af de afviste asylansøgere ifølge Politiken med at blive slået af en afghansk politichef inde i det danske fly.

Det skete, mens danske betjente så på.

Ombudsmanden havde to medarbejdere om bord på det chartrede fly, hvor de 16 tvangsudviste afghanere opholdt sig.

Det er på baggrund af disse medarbejderes observationer og notater, at Folketingets Ombudsmand nu rejser en sag, skriver Radio24syv.

– På baggrund af vores tilsynsnotat fra tvangshjemsendelsen har ombudsmanden vurderet, at der er behov for at lave en nærmere undersøgelse af de ting, der skete på turen, siger Morten Engberg, chef for ombudsmandens tilsynsafdeling, til radiokanalen.

Folketingets Ombudsmand sender ifølge Radio24syv snart en række uddybende spørgsmål til Rigspolitiet vedrørende tvangshjemsendelsen af de 16 afghanere den 28. februar.

To af de i alt 16 tvangsudviste afghanere nægtede at forlade det danske fly, da det var landet i Afghanistans hovedstad, Kabul, natten til 1. marts i år.

Det blev for meget for en afghansk politichef, som under et skænderi begyndte at slå de tvangsudviste afghanere hårdt i hovedet og på kroppen og rive den ene af dem i håret, oplyste Politiken for nylig.

/ritzau/