Arkivfoto
Massive udskiftninger på skatteministerposten i de seneste år har været direkte medvirkende til flere af de skatteskandaler.
Det mener Liberal Alliance ifølge DR. Skandalerne får partiet til at relancere sit forslag om at lukke Skatteministeriet.
– I de fleste andre lande, vi sammenligner os med, har man slet ikke noget skatteministerium, siger Liberal Alliances finans- og skatteordfører, Joachim B. Olsen til DR.
Liberal Alliance luftede for to år siden på et sommergruppemøde ideen om at nedlægge Skatteministeriet.
Men de voksende skandaler omkring skatteinddrivelse og svindlen med udbytteskat gør en lukning af Skatteministeriet endnu mere påtrængende, lyder det nu.
Frem til 1975 hørte skatteområdet under Finansministeriet.
Det bør vi vende tilbage til “hurtigst muligt”, mener Liberal Alliance, som ser en række fordele ved at nedlægge Skatteministeriet.
Det vil ifølge partiet være en styrkelse af fagligheden i skattevæsnet, at det ikke har en selvstændig minister. De skiftende ministre kommer med egne dagsordner, der får fokus til at skifte, mener Joachim B. Olsen.
/ritzau/