Arkivfoto
En 26-årig mand forsøgte sig mandag som tyv, men det kan næppe være en karrierevej, da han tilsyneladende ikke hører til den fingernemme slags.
En 26-årig mand blev bogstaveligt talt taget med fingrene i glasskabet, da han mandag kl. 17.29 forsøgte at stjæle en telefon i Viby Centret.
Manden havde udset sig en smart mobil i et glasskab i en butik, men da han forsøgte at lirke skabet op, kom hans fingre i klemme i lågen.
Derfor nåede han ikke at stikke af, inden en vagt fik fat i ham.
Da politiet kom frem, blev han anholdt og sigtet for forsøg på tyveri.