Arkivfoto
Flere mænd fra rockerklubben Satudarah sigtes af politiet for omfattende handel med kokain.
Ved en aktion på den københavnske vestegn og andre steder på Sjælland har politiet beslaglagt en million kroner, to skydevåben og et kilo kokain.
Det oplyser efterforskerne i politienheden Særlig Efterforskning Øst torsdag.
To af de anholdte betegnes som fuldgyldige medlemmer af rockerklubben, mens andre skal have en forbindelse til gruppen.
I alt blev 15 anholdt ved ransagninger forskellige steder. De ti skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag i Retten i Glostrup.
Blandt andet vil der blive sigtet for handel med op til 7,5 kilo kokain, oplyser politienheden.
Den ældste blandt de anholdte er en 67-årig mand, oplyser vicepolitiinspektør Knud Hvass.
Han sigtes for at ligge inde med en pistol, men mistænkes ikke for at have haft noget med hård narko at gøre. Og han er heller ikke en del af Satudarah, mener politiet.
– Efter vores opfattelser viser denne efterforskning atter, at de organiserede kriminelle, herunder en del medlemmer fra rocker- og bandemiljøet, tjener deres penge på narkotikahandel.
– Med anholdelserne i går (onsdag, red.) har vi endnu engang sat en stopper for et kriminelt netværk, siger Knud Hvass i en pressemeddelelse.
Satudarah er skabt i Holland af indvandrere fra en tidligere hollandsk koloni ved Indonesien. Ordet er indonesisk og betyder “ét blod”.
Gruppen er vokset gennem årene og har udvidet med afdelinger i Spanien, Tyskland, Sverige og Danmark.
/ritzau/