Sukkerfabrik dækkede børn og biler med sort sod


Arkivfoto


Nogle skolebørn er onsdag formiddag blevet ramt af et udslip af sod fra sukkerfabrikken i Nykøbing Falster, oplyser politiet.

Børnene havde sod i hovedet og irriteret hud, da de kom ind fra frikvarter på Østre Skole i byen.

Tre børn blev kørt til undersøgelse på sygehuset, og snart efter kom der meldinger fra flere andre børn om sort sod. En brandinspektør så også, at flere biler var dækket af sod.

Kort før middagstid kunne sukkerfabrikken i byen bekræfte, at soden stammede fra et udslip fra to kedler.

Undervejs i forløbet kontaktede politiet desuden kemiske eksperter fra Næstved, fremgår det af en pressemeddelelse.

Hvis nogen føler ubehag, opfordres de til at kontakte en læge. Hvis der er sod på ens tøj, bør man tage det af og få det vasket, lyder nogle råd fra politiet.

I private hjem skal borgere hurtigst muligt gøre rent efter soden.

Ifølge politiet vil Nordic Sugar i Nykøbing desuden hjælpe de bilejere, der eventuelt har fået skader som følge af udslippet.

/ritzau/