Politiet beslaglagde store mængder narkotika i 2016


Arkivfoto.


I 2016 beslaglagde dansk politi i alt 3,8 ton hash, 345 kg amfetamin og 118 kg kokain.

Det fremgår af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenters årlige opgørelse over beslaglagt narkotika i 2016.

I 2016 tog dansk politi samlet set 3.818,55 kg hash fordelt på 15.364 antal beslag. Det er den største mængde siden 2003 og det højeste antal beslag siden 2000.

Der blev i 2016 beslaglagt 345 kg amfetamin fordelt på 2.205 beslaglæggelser, hvilket er den største mængde siden 2000.

Mængden af beslaglagt kokain var også høj sammenlignet med en række tidligere år – nemlig 118,75 kg. Kokainen fordelte sig på ikke mindre end 4.115 beslag, hvilket er det hidtil højeste antal.

– Samlet set har dansk politi med rigtig mange beslag fjernet store mængder narkotika fra et marked, som kriminelle, rockere og bander lukrerer på, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard fra NEC.

– Narkotikasituationen i Danmark har gennem flere år været stabil. Det gælder både typer af narkotika, som er tilgængelige, stoffets koncentration og den beslaglagte mængde. Der er fortsat stor efterspørgsel efter amfetamin, hash, ecstasy, heroin og kokain, siger Michael Kjeldgaard.

Der er ikke indikationer på, at narkotikamarkedet vil ændre sig væsentlig i det kommende år, vurderer han.

Det er politiets særlige task forces, som for nyligt blev til de permanente og styrkede efterforskningsenheder – Særlig Efterforskning Øst i Karlslunde og Særlig Efterforskning Vest i Aarhus – som i samarbejde med politikredsene bekæmper den organiserede kriminalitet, herunder narkohandel

Narkobeslag kan variere
Beslaglæggelse af narkotika kan variere meget fra år til år. Det er ikke nødvendigvis udtryk for en ændring af det generelle narkotikabillede.

Fx. blev der i en sag beslaglagt 100 kg amfetamin under indsmugling og i en anden sag 50 kg i forbindelse med en efterforskning. Og mens antallet af ecstasy-beslag i 2016 (345) var flere end i 2015 (329), var den samlede mængde kun var 14.000 tabletter mod 70.000 året før. På samme måde gav 758 beslag 7,42 kg af ecstasy-pulveret MDMA, mens færre beslag i 2015 – nemlig 676 – gav 10,47 kg.

Der blev også beslaglagt 15 kg heroin, hvilket er mindre end i 2015 men på niveau med de to foregående år. Antallet af beslaglæggelser (568) er på niveau med sidste år men en del flere end de to foregående år.