Gerningsstedet på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg, november 2015
En mand fra Bandidos idømmes fængsel på livstid for drabene på tre unge på Frederiksberg.
Bandidos-rockeren er af et nævningeting i Retten på Frederiksberg fundet skyldig i at have skudt de tre tidligt om morgenen 11. november 2015.
Den 34-årige rocker, der er såkaldt krigsminister, anker på stedet dommen til Østre Landsret.
Det meddeler hans forsvarer, advokat Berit Ernst. Den dømte har ikke ønsket at overvære domsafsigelsen, der fandt sted klokken 17.30.
Hans svoger, der er 27 år, straffes med fængsel i et år og 10 måneder. Han er frifundet for drabene, men dømmes for at have fremskaffet den revolver, som blev brugt ved forbrydelsen.
Den tredje tiltalte i sagen, en 25-årig mand idømmes fængsel i 10 år.
Han udpegede for en anden rocker i Bandidos den lejlighed på Christian Paulsens Vej, hvor de tre unge befandt sig.
Dermed medvirkede han til drabene. Dette spørgsmål har rettens medlemmer dog være delt i opfattelsen af. Også han anker til Østre Landsret.
Mike Vinther, Philip Rasmussen og Suhaib Jaffar blev dræbt tidligt om morgenen 11. november 2015, mens de lå og sov i lejligheden på Christian Paulsens Vej. De blev alle skudt i hovedet.
Via et stillads ved ejendommen trængte den 34-årige krigsminister og en anden mand ind i lejligheden og skød de tre unge mænd.
Med dommen har nævningetinget fulgt anklagerens krav om fængsel på livstid til den 34-årige riocker.
Til gengæld slap den 25-årige med dommen på 10 års fængsel meget billigere, end anklageren havde lagt op til.
Tidligere tirsdag havde specialanklager Jacob Buch-Jepsen krævet, at han enten blev idømt fængsel i 16 år eller forvaring, der af eksperter betragtes som den hårdeste straf herhjemme, da den betyder indespærring på ubestemt tid.
Hævn var motivet til forbrydelsen. Den 25-årige ønskede de unge tildelt “en røvfuld” efter et overfald. Derfor gik han til Bandidos-rockeren Umar Asghar.
Også Umar Asghar bar nag til de unge i lejligheden. De havde stukket ham med kniv under et møde på taget af Rødovre Centrum.
Den 34-årige krigsminister har nægtet sig skyldig, men retten mener altså, at han sneg sig ind i lejligheden og dræbte de unge. Umar Asghar blev anholdt og sigtet af politiet, men begik sidste sommer selvmord i arresten.
I øvrigt tilkender retten de efterladte i alt cirka 415.000 kroner. Flere af dem havde tirsdag taget turen fra Vestjylland, hvorfra to af de dræbte stammer, for at overvære sagens afslutning.
/ritzau/