Arkivfoto.
En hollandsk mand er torsdag blevet frifundet af Retten i Kolding i en sag, hvor anklageren krævede en straf på fængsel i 11 år.
– Den her sag må give staten en dårlig smag i munden, siger den frifundnes forsvarer, advokat Rune B. B. Pedersen.
Den 53-årige mand var anklaget for at have bragt næsten 30 kilo amfetamin til et møde med en narkohandler ved Bramdrupdam Kro tilbage i 2013.
Netop den dag, hvor en overdragelse af hård narkotika ifølge politiets aflytninger skulle sted, var hollænderen faktisk til stede ved kroen.
Han var i Danmark for at besøge en motorcykelforhandler. Ved kroen kørte han ind i en personbil.
Men anklagen om, at han skulle være smugleren, var baseret på en misforståelse, idet han blev forvekslet med en anden, oplyser forsvareren.
– Han har fået en alvorlig forstyrrelse af sit liv på grund af sagen, siger advokat Rune B. B. Pedersen.
I hjemlandet har han haft et job, en samlever og en fast adresse.
Efter udlevering fra Holland har han trods protester været varetægtsfængslet i fem måneder. Men efter rettens frifindelse torsdag er han sat på fri fod.
Domsmænd og den juridiske dommer var enige om at frifinde den tiltalte, oplyser advokaten.
/ritzau/