43-årig mand skal i fængsel efter svindel med seks virksomheder


Arkivfoto


Tre familiemedlemmer er tirsdag blevet idømt fængselsstraffe for særlig grov moms- og skatteunddragelse på omkring 30 millioner kroner.

Retten i Glostrup har tirsdag idømt den hovedtiltalte – en 43-årig mand – fire års fængsel. Han er desuden idømt en bøde på 30,4 millioner kroner.

Mandens tidligere kone og søn er blevet idømt et år og seks måneders betinget fængsel. De blev fundet skyldige i groft hæleri for knap to millioner.

Den 43-årige mand var indehaver og leder af seks virksomheder, som blev brugt til at svindle med.

Virksomhederne udlejede som underleverandører folk til blandt andet køreopgaver for eksempelvis Bladkompagniet og Nemlig.com.

Men der blev ikke betalt den fornødne moms, A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og personlig skat.

I alt blev der unddraget moms for knap ti millioner kroner og skat for cirka 20 millioner kroner.

Svindlen begyndte i juli 2012 og fortsætte flere år frem indtil 31. marts 2016. Virksomhederne var oprettet af forskellige statsborgere fra Estland.

Der var tale om stråmandsvirksomhed, vurderede retten. Den 43-årige mand blev desuden frakendt retten til fremover at drive virksomhed.

Retten lagde blandt andet vægt på, at svindlen var begået systematisk og under dække af skiftende stråmænd.

Det var efter omkring et års efterforskning, at den 43-årige mand blev anholdt sidste sommer og bagefter varetægtsfængslet.

/ritzau/