Regeringen vil lade grov hvidvask koste otte år bag tremmer


    Arkivfoto.


    De kriminelle har haft for let spil til at kunne vaske deres sorte penge hvide i danske banker. Det vil regeringen med en lang række initiativer forhindre.

    Blandt andet ved at hæve straffen, fortæller justitsminister Søren Pape Poulsen (K) på et samråd fredag morgen.

    – I dag kan domstolene i grove tilfælde af hvidvask udmåle fængselsstraffe på op til seks år, siger ministeren.

    – Vi agter som led i forhandlingerne at foreslå en ændring af straffeloven, så domstolene i de allergroveste tilfælde får mulighed for at udmåle op til otte års fængsel.

    En forhøjelse af strafferammen skal med Papes ord være et signal om, at myndighederne tager hvidvask dybt alvorligt.

    – Det ligger mig meget på sinde, at de, der undergraver vores samfund med hvidvask, ikke skal være i tvivl om, at vi finder det helt uacceptabelt, siger ministeren på samrådet.

    Her skal han sammen med kollegerne erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) redegøre for, hvordan regeringen vil forhindre hvidvask.

    De tre ministre er kaldt i samråd i kølvandet på Finanstilsynets “Redegørelse for undersøgelse af danske bankers involvering i Panama Papers-sagen”.

    Senest har Berlingske afsløret, at der via Danske Bank og Nordea er blevet flyttet syv milliarder kroner fra filialer i Letland og Moldova til skattely i Panama og Seychellerne.

    Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) sidder lige nu for bordenden i forhandlingerne om bekæmpelse af hvidvask. Han vil blandt andet skærpe sanktionerne og øge bankledelsernes ansvar.

    Samtidig skal der tilføjes flere penge til Finanstilsynet, så kontrollen med bankerne øges, og hvidvask og skatteunddragelse ophører.

    – Det er min oplevelse, at sektoren er i gang med at tage de nødvendige skridt for at sikre dette, siger Brian Mikkelsen.

    På skatteminister Karsten Lauritzens (V) område lyder et af initiativerne, at Skat skal have én samlet afdeling for bekæmpelse af international skattesvindel og hvidvask.

    – Fremtidens skattevæsen skal have et stærkt fokus på at dæmme op på international skatteunddragelse. Ved at samle kompetencerne i ét center vil kontrollen blive bedre, siger ministeren.

    /ritzau/