Arkivfoto.
FREDERIKSSUND: En 21-årig mand fra Frederikssund var ikke glad for politiet, formentlig grundet udtagelse af en blodprøve grundet sigtelse for narkokørsel og det gav han tydeligt udtryk for ad flere omgange end godt var.
Natten til torsdag kl. 00.12 standsede en patruljevogn en personbil på Kocksvej, og det endte som en begivenhedsrig episode.
Det fremgår af døgnrapporten for Nordsjællands Politi.
Føreren af det standsede køretøj var en 21-årig mand fra Frederikssund, som blev forsøgt narkometertestet med patruljens narkometer. Problemet var blot at den 21-årige mand pure nægtede at deltage i testen og det gav ikke patruljen andre muligheder end at erklære ham for anholdt og tage ham med til blodprøveudtagning.
Det lille prik med en nål var overstået kl. 01.20 hvor den anholdte mand igen blev sat på fri fod men af uransagelige årsager kunne han ikke nære sig for at puste sig op over for patruljen, da de møder ham igen en lille time senere.
– Klokken 02.14 træffer samme patrulje ham på Shell-tanken på Askelundsvej, hvor han opfører sig aggressivt overfor betjentene. Derfor bliver han anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, oplyser faglig koordinator ved Nordsjællands Politi, Camilla Priegel, til Frederiksborg Amtsavis.
Den 21-årige mand fik nogle timer til at køle ned i detentionen, og blev igen sat på fri fod i løbet af torsdag morgen.