29-årigt bandemedlem fra Herning idømt fire års fængsel


    Arkivfoto.


    Et 29-årigt bandemedlem fra Black Army er blevet idømt fire års fængsel i Retten i Herning. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag.

    Den 29-årige blev fredag dømt for ulovlig våbenbesiddelse, narkohandel, afpresning og indbrud. Han modtog dommen.

    Det er Særlig Efterforskning Vest, tidligere Task Force Vest, der har efterforsket sagen.

    Enheden efterforsker primært bandekriminalitet, og set i det lys er anklager Rasmus Gyldenløve tilfreds med, at der er faldet dom mod manden.

    Han fortæller, at den 29-årige havde været i besiddelse af syv skydevåben – primært haglgevær – og 500 styks ammunition.

    Narkohandlen var med amfetamin og kokain, og afpresningen var sket i forbindelse med en dummebøde.

    De indbrud, som den 29-årige er dømt for at have begået, var primært mod virksomheder.

    Blandt andet mod to sportsforretninger – Intersport og Sportsmaster – hvor der blev stjålet tøj, fortæller anklageren.

    Forbrydelserne fandt sted i Herningområdet fra sommeren 2016 og frem til slutningen af november, hvor den 29-årige blev anholdt og varetægtsfængslet.

    /ritzau/