20 flygtningebørn stak af fra Center Gribskov


Arkivfoto


GRIBSKOV: Fredag formiddag kom Nordsjællands Politi på arbejde, idet en gruppe på op mod 20 uledsagede asylbørn forlod Center gribskov i protest.

Af ukendte årsager blev en større gruppe af asylbørnene i Center Gribskov utilfredse, og forlod ganske enkelt lejren lørdag formiddag, det oplyser Pressekonsulent Henriette Døssing til Politirapporten.nu

Børnene, som alle er uledsagede asylansøgere under 18 år, tog afsted med toget fra Mårum Station og endte til sidst på Gilleleje Station. Her benyttede en del af den store flok lejligheden til at spytte efter togføreren, ligesom der blev samlet sten op på stationen der blev brugt som kasteskyts mod toget.

Flokken optrådte særdeles støjende, og vakte uro i området. Nordsjællands Politi blev derfor tilkaldt, og en større styrke af både transportvogne, patruljevogne, civile vogne og motorcykler kørte mod Gilleleje.

Først på eftermiddagen havde patruljerne fra Nordsjællands Politi endelig fået slået en klo i de undvegne, som alle løbende var kørt retur til Center Gribskov på Gantekrogsvej i Mårum.

Hvad de mange asylbørn så havde været utilfredse med vides ikke.