Modelfoto.
Sagsbehandlingstiden hos politiet er, når det angår straffesager som eksempelvis indbrud, vold eller økonomisk kriminalitet, stigende.
I løbet af bare et enkelt år er sagsbehandlingstiden steget med en tredjedel. Det skriver Jyllands-Posten søndag.
Hvor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2015 var 73 dage, steg den året efter til 99 dage. Det viser nye tal fra Rigspolitiet.
– Vi er helt nede at ramme bunden lige nu, siger Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, og fortsætter:
– Vi må prioritere hårdt i opgaverne. Det betyder, at der er nogle opgaver, som vi godt kunne løse, men som vi ikke har hænder til at løse.
Advokatrådet kalder tendensen “bekymrende” og advarer om, at en længere ventetid går ud over borgernes retssikkerhed og samtidig kan være en psykisk hård belastning.
Hovedårsagerne til den længere sagsbehandlingstid er ifølge Rigspolitiet den snart femten måneder gamle grænsekontrol samt nye bevogtningsopgaver.
– Enkelt sagt kan man ikke både stå ved grænsen og samtidig behandle sagerne hjemme i politikredsen, siger politidirektør Svend Larsen til avisen.
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bakker fortsat op om grænsekontrollen, men kræver handling af justitsministeren.
– Jeg frygter, at det her udvikler sig, som vi har set hos Skat. Her er de administrative ressourcer blevet drænet, vi har set skandale på skandale og en skandaløs udvikling i sagsbehandlingstiderne, siger retsordfører Trine Bramsen (S) til Jyllands-Posten.
I august blev mandskab fra Hjemmeværnet sendt til grænsen, og derudover er der oprettet en ny uddannelse af politikadetter, der også skal frigøre politiressourcer.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skriver i en mail til Jyllands-Posten, at:
– Der er ingen tvivl om, at dansk politi er i en ekstraordinær hård situation med grænsekontrol og terrorbevogtning. Men vi har afsat næsten to milliarder kroner ekstra til politiet over de kommende år.
/ritzau/