Efterladte til tre dræbte kræver en halv million


    Gerningsstedet på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg, november 2015.


    De efterladte til tre venner, der blev skudt i en lejlighed på Frederiksberg i november 2015, kræver i alt cirka en halv million kroner i erstatning.

    Det sker fredag i Retten på Frederiksberg, hvor et nævningeting behandler den usædvanlige straffesag.

    Nævninger og dommere er i gang med at høre anklagemyndighedens beviser mod de tre mænd, der er tiltalt, og som nægter sig skyldige. Blandt dem er en tidligere såkaldt krigsminister i Bandidos.

    Men allerede på fjerdedagen af sagen og længe inden dommen træder to advokater, der repræsenterer de pårørende, ind i retssalen og fremsætter krav mod de tiltalte.

    Moren til Mike Vinther, der blev 24 år, kræver godt 45.000 kroner for udgifter til begravelsen.

    Desuden gør den dræbtes søn krav på i alt cirka 323.000 kroner som erstatning for tab af forsøger og som godtgørelse.

    Moren til Philip Rasmussen, der var 19 år, ønsker udgifter til begravelsen på 31.500 kroner dækket, oplyser advokat Knud Sander.

    Faren til Suhaib Jaffar, der blev 23, kræver i alt 142.000 kroner for gravsten, begravelse og som godtgørelse, lyder det fra advokat Kåre Pihlmann.

    Samlet er der tale om et beløb på 541.500 kroner.

    Alle tre tiltalte bestrider pligten til at yde erstatning, fordi de jo nægter sig skyldige.

    Forsvarerne bemærker dog, at de finder beløbene for høje. En begravelse kan højst erstattes med cirka 30.000 kroner, lyder det.

    – Det er rimelige begravelsesudgifter, mener jeg, replicerer advokat Knud Sander.

    En af de dræbtes mødre sidder ligesom ved flere tidligere retsmøder på tilhørerpladserne.

    /ritzau/