Arkivfoto.
Kun halvanden time inden drabene på tre unge mænd på Frederiksberg blev en rocker fra Bandidos løsladt af politiet.
Manden, 33-årige IR, var blevet stoppet af en politipatrulje i Rødovre på grund af mistanke om hashkørsel. Det skete lidt før midnat natten til 11. november 2015.
Klokken 02.05 forlod han politistationen i Albertslund. Afhøringen var slut, og han måtte aflevere en klump hash.
Men allerede klokken 03.40 entrede han – påstår anklagemyndigheden – via et køkkenvindue en lejlighed på Frederiksberg og likviderede de tre venner, der lå og sov.
IR nægter at have deltaget i det tredobbelte drab, og han fortæller i Retten på Frederiksberg fredag, at han efter løsladelsen tog hjem til sin kone i Brønshøj.
– Jeg fik prajet en taxi på Roskildevej, siger IR.
Han fortæller i retten, at han vækkede sin hustru og lovede hende næste morgen at aflevere deres søn i vuggestuen.
Dermed mener han at have et alibi.
Men specialanklager Jakob Buch-Jepsen tror ikke på ham. Han fremlægger en sms-korrespondance, som IR havde med hustruen i januar i år.
Han kunne kommunikere med hende, selv om han sidder varetægtsfængslet, og selv om han celle jævnligt blev gennemsøgt.
Her instruerer IR hende i, hvad hun skal forklare, hævder anklageren. Undervejs i sms’en virker det, som om hun ikke kan huske eller kender noget til, at han kom hjem om natten efter løsladelsen.
IR skriver blandt andet, at deres forhold går i stykker, hvis han kendes skyldig. Hustruens svar er: “Jeg vil aldrig svigte dig.”
Men IR afviser pure, at han har instrueret hende i, hvad hun skal sige. Et udsmuglet brev er heller ikke en ordre om at sige noget bestemt.
– Det er noget personligt fnidder-fnadder, siger IR.
På et andet tidspunkt skriver hustruen, at hun har haft besøg af politiet. “Du sagde vel ikke noget,” skriver IR.
Men heller ikke det er en instruktion, forklarer han.
– Det er ikke, fordi hun ved noget, hun ikke må sige videre som sådan, siger han.
To andre mænd er også tiltalt for det tredobbelte drab. Alle nægter sig skyldige.
/ritzau/