Politiet i København anholder fem fra serbisk narkonetværk


    Arkivfoto.


    Fire danskere og en mand fra Montenegro er blevet anholdt og sigtet for indsmugling af narko. I forbindelse med anholdelserne har politiet beslaglagt 700.000 kroner og fire kilo heroin, kokain og amfetamin.

    Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    – Fundet af tre forskellige narkotiske stoffer i denne konkrete indsmugling afdækker, at netværkets internationale kontakter er leveringsdygtige “i det hele”, siger politiinspektør Flemming Madsen.

    Han hæfter sig også ved, at aftagernetværket i Danmark på samme måde handler med forskellige slags hård narko.

    Efterforskningen mod netværket er sket i politiets Særlig Efterforskning Øst, SEØ, en ny enhed der tager sig af efterforskning af tung organiseret kriminalitet.

    De fem anholdte menes at være en del af et serbisk, kriminelt netværk med tætte forbindelser til rockergruppen Hells Angels.

    Anholdelserne skete forskellige steder i Storkøbenhavn, og politiet har samtidig ransaget flere adresser i hovedstadsområdet. Der ventes flere ransagninger.

    De anholdte er fire mænd og en kvinde mellem 20 og 44 år.

    De vil alle blive fremstillet i grundlovsforhør fredag i Retten på Frederiksberg. Sigtelsen lyder på indsmugling af og handel med mellem to og syv kilo hård narkotika, og anklagemyndigheden kræver dem varetægtsfængslet.

    Efterforskningen mod gruppen har ifølge politiet stået på i kortere tid. Den har afdækket, hvordan der gennem serbiske netværk leveres store mængder narkotika til Danmark, som sælges videre gennem lokale netværk.

    Ifølge Flemming Madsen venter politiet flere anholdelser i sagen.

    – Der pågår fortsat efterforskning, idet der er medgerningsmænd på fri fod, siger Flemming Madsen.

    Efterforskningen handler blandt andet om at komme dybere ned i personkredsens tilknytning til international kriminalitet.

    /ritzau/