24-årig dømt for drabsforsøg og våbenbesiddelse


GLOSTRUP: En 24-årig mand fra Hvidovre har i dag ved Retten i Glostrup fået en dom på 8 års fængsel for den 19. maj 2016 at have deltaget i et drabsforsøg rettet mod tre andre unge mænd på Taastrupgårdsvej.

Manden blev samtidig dømt for besiddelse af et jagtgevær med ammunition og en skarpladt maskinpistol.

Manden var sammen med ukendte medgerningsmænd kørt til Taastrupgårdsvej i en sort Audi. De var kørt op på siden af de tre unge mænd, hvor de affyrede maskinpistolen mod dem.

Heldigvis blev ingen ramt. Et af skuddene prellede af på bilens forrude foran passageren. Var det ikke sket, kunne det være gået meget værre, siger anklager Henrik Uhl Pedersen.

Manden blev anholdt fire dage senere, hvor politiet også fandt skydevåbnene.

Retten fulgte anklagemyndighedens påstand om 8 års fængsel og lagde bl.a. vægt på, at drabsforsøget var rettet mod flere personer, og at den 24-årige havde besiddet våbnene på offentligt sted.

Manden nægtede sig skyldig og ankede dommen på stedet.