Kører uden om lastbil og tørner frontalt ind i modkørende


    Arkivfoto


    En kvinde er torsdag formiddag blevet alvorligt kvæstet ved et frontalt sammenstød med en lastbil på Ringkøbingvej nord for Varde.

    Kvinden er i helikopter fløjet til Odense Universitetshospital. Det oplyser vagtchef Søren Strægaard, Syd- og Sønderjyllands Politi. Der er ikke oplysninger om hendes tilstand.

    Politiet fik anmeldelsen om ulykken kort før klokken 11. I første omgang forlød det, at en bil var kørt op bag i en anden bil. Men ulykken viste sig at være et frontalt sammenstød.

    Det er endnu sparsomt med oplysninger om ulykken. Men ifølge de foreløbige meldinger passerede kvinden i sin bil en lastbil og kørte frontalt ind i en anden lastbil i den modsatte kørebane.

    Ulykken skete ved Debelvej, og Ringkøbing er spærret på denne strækning i nogle timer torsdag, mens en bilinspektør undersøger ulykkesstedet. Og mens der ryddes op efter ulykken.

    Vejen er spærret i begge retninger, oplyser vagtchefen.

    /ritzau/