To varetægtsfængslet for sexmisbrug af 12-årig pige


Modelfoto.


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har torsdag anholdt et par – en kvinde og en mand – efter en anmeldelse om sexovergreb mod en i dag 12-årig pige.

Overgrebene har tilsyneladende stået på i en årrække fra pigen var mellem 4 og 10 år, meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden og kvinden blev fredag kl. 09.30 fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved retten i Næstved, her blev de begge varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet har ikke yderligere oplysninger eller kommentarer til sagen, idet dommeren valgte at lukke dørene for offentligheden – det er helt normal procedure når der er tale om den type sager af hensyn til det mulige offer.

På grund af de lukkede døre kendes end ikke alderen på moren og stedfaren, eller hvordan parret forholder sig til sigtelsen.

Det er ukendt om den 12-årige pige har søskende, ligesom kilden til anmeldelsen om overgrebene er ukendt pt.