Mand slipper med knubs efter at være trillet rundt i bil


    Arkivfoto.


    Det viser sig, at den mand, der lørdag aften kom til skade i et solouheld i Tønder, er sluppet med mindre skader.

    Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Bjørn Pedersen kort efter midnat til søndag.

    I første omgang lød meldingen fra politiet, at manden var kommet alvorligt til skade.

    – Der er heldigvis sket det, at efter han er blevet undersøgt på sygehuset, så viser det sig, at det ikke er så slemt alligevel, siger Bjørn Pedersen.

    – Han er sluppet med mindre skader – ja nærmest knubs, tilføjer vagtchefen.

    Der er ifølge politiet tale om en 63-årig mand fra lokalområdet.

    Syd- og Sønderjyllands Politi er stadig ved at opklare, hvordan og hvorfor uheldet er sket. Mandens bil har mærker på taget, hvilket ifølge politiet viser, at bilen har rullet rundt flere gange.

    Politiet fik en anmeldelse af ulykken klokken 18.11, men har endnu ingen vidner. Derfor ved politiet ikke, præcis hvordan solouheldet er forløbet.

    Bilisten var på vej ud af Tønder ad Højervej, da solouheldet indtraf.

    Her kommer han ifølge politiet over i venstre side og ender så i grøften og inde på en mark.

    Det er ude på marken, at bilen ruller rundt. Det er også her, politiet finder bilen, da betjentene kommer frem.

    Den 63-årige mand var svagt ved bevidsthed, da politiet kom frem til stedet.

    /ritzau/