Arkivfoto.
Tre unge mænd kan lørdag forvente at skulle svare på spørgsmål om trusler mod en kvindelig bilejer, der fandt sted 28. februar i Greve.
De tre blev fredag anholdt efter en hidsig biljagt, der blev indledt, da en betjent i en civil patruljevogn blev opmærksom på bilen i Veksø klokken 19.27.
– Det var min kollega, der mente, at bilen så mistænkelig ud, og da han ville standse bilen, udviklede det sig til en eftersættelse, siger Jesper Hansen, vagtchef ved Nordsjællands Politi.
Under biljagten bliver betjenten opmærksom på, at bilen foran er meldt stjålet.
De tre mænd i bilen udviser ingen tegn på, at de har tænkt sig at stoppe køretøjet, og hastigheden når over 200 kilometer i timen, oplyser vagtchefen.
Den civile patruljevogn får på et tidspunkt assistance af to andre vogne, der placerer sig strategisk i en rundkørsel i Stenløse for at tvinge bilen af vejen.
Det førte til, at bilen kørte tværs over rundkørslen og endte uden for vejbanen, hvorefter betjentene kunne anholde de tre personer i bilen.
Det drejer sig tre mænd i alderen 16 til 21 år, der i første omgang blev sigtet for at have bragt andre mennesker liv og førlighed i fare.
Under ransagningen af bilen fandt politiet i øvrigt også en ulovlig kniv og 140 gram hash, som de tre unge mænd også bliver sigtet for.
Efter biljagten har det vist sig, at Audien, som de tre unge mænd forsøgte at undslippe politiet i, blev meldt stjålet under en episode i Greve 28. februar.
Her blev den kvindelige ejer af bilen truet med en kniv til at udlevere nøglerne til bilen af to gerningsmænd.
– Det er tilsyneladende den samme Audi, som Nordsjællands Politi har stoppet, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
– De tre unge mænd skal afhøres nærmere i morgen for at finde ud af, om det er dem, der har gjort det. Og de skal så muligvis fremstilles i et grundlovsforhør senere, hvis det viser sig, at det er dem, tilføjer han.
/ritzau/