Forvaringsdømt stak af fra fængselspersonale i Herlev


    Den efterlyste, 52-årige Tim Henrik Bruun Hansen afsoner en forvaringsstraf for overgreb på mindreårige piger.


    Politiet efterlyser 52-årige Tim Henrik Bruun Hansen, som er undvegen fra en ledsaget udgang til Herlev Bycenter torsdag eftermiddag.

    Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

    Den 52-årige afsoner en forvaringsstraf for overgreb på mindreårige piger, og politiet anser det som alvorlig sag.

    Tim Henrik Bruun Hansen beskrives som 182 centimeter høj og mager af bygning. Han har kort kommunefarvet hår med et gråligt skær.

    Han har blå øjne, bærer briller og har overskæg. Da han stak af fra Kriminalforsorgens personale, var han iført sort trenchcoat, jeans og mørke sko.

    Hvis man ser Tim Henrik Bruun Hansen, skal man ikke tage kontakt til ham, men i stedet ringe til Københavns Vestegns Politi på telefon 43861448.

    – Vi har igangsat en eftersøgning efter den undvegne indsatte, og vi vil gerne anmode om offentlighedens hjælp i den forbindelse, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

    Politiet modtog anmeldelsen fra Kriminalforsorgen klokken 14.34 torsdag.

    /ritzau/