Mand med rockerrelationer sigtet for indbrud for millioner


    Arkivfoto.


    En 48-årig mand bliver torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg.

    Politiet mistænker ham for at have begået en lang række indbrud, hvor de værdier, der er blevet stjålet, løber op i et beløb på omkring to millioner kroner.

    Det oplyser politikommissær ved Nordjyllands Politi Sune Myrup.

    Manden har ifølge Nordjyske relationer til rockergruppen Bandidos.

    Ud over den 48-årige mand har politiet anholdt fire andre personer i samme sag. De blev anholdt onsdag og er sigtet for hæleri.

    Den 48-årige mand er sigtet for tyveri af særlig grov karakter efter straffelovens paragraf 286. Han er desuden sigtet for at have overtrådt våbenloven.

    Han er ifølge Nordjyske mistænkt for at have transporteret stjålne jagtvåben.

    Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 14.00. Der vil blive begæret lukkede døre, og det er derfor sparsomt med oplysninger om sagen.

    /ritzau/