Spritstiv lastvognschauffør anholdt af bilist


Modelfoto


SÆBY: En opmærksom bilist standsede mandag eftermiddag en spirituspåvirket lastbilchauffør, og holdt denne tilbage til politiet nåede frem.

En opmærksom bilist opdagede mandag eftermiddag kl. ca. 13.10 en slingrende lastbil ved Hjallerup afkørslen på motorvej E45. Lastbilchaufføren kørte flere gange ud i nødsporet og over i den 2. vognbane.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Bilisten fik standset lastbilen ved rastepladsen Øksenhede nord for Sæby Syd afkørslen og kontaktede herefter politiet.

Politiet kom til stede og anholdt lastbilchaufføren, der ikke kunne nøjes med én blodprøveudtagning. Spritbilisten havde nemlig benyttet ventetiden på politiet til at indtage mere alkohol.

To timer efter den første blodprøveudtagning, fik han derfor udtaget endnu en blodprøve, så den rigtige promille konstateres i forbindelse med spirituskørslen.